“Hold nu kæft, Mette!”

Når selv Norges største avis beder statsministeren om at tie stille, er det på tide at stille spørgsmålet højt: Hvorfor er Ukraine blevet Mette Frederiksens vigtigste sag – vigtigere end de danskere, der netop har givet hende det dårligste valg i over hundrede år?

Tirsdag den 27. oktober bragte den norske avis Aftenposten en kommentar af politisk redaktør Kjetil B. Alstadheim med en overskrift, der ikke lader meget tilbage at gætte på: “Hold nu kæft, Mette!”

Baggrunden er, at Finlands præsident Alexander Stubb og Norges statsminister Jonas Gahr Støre har talt i telefon med Vladimir Putin. Det reagerede Mette Frederiksen prompte på: Man skal “holde Europa sammen i stedet for at gå solo”, lød det fra statsministeren. Aftenposten kalder det et udbrud – og mener, at Europa netop har brug for at tale direkte med Moskva, hvis krigen nogensinde skal slutte.

Når nabolande søger en vej mod fred, er den danske statsministers første refleks at skælde ud.

Hvem taler hun egentlig på vegne af?

Det er ikke første gang. Mette Frederiksen har i årevis været en af Europas mest højtråbende stemmer for Ukraine. Ifølge Forsvarsministeriet har Danmark siden 2022 givet cirka 76,8 milliarder kroner i militær støtte fordelt på 30 donationspakker. Det svarer til omkring 13.000 kroner for hver eneste dansker. Danmark har givet F-16-fly og stået i spidsen for den såkaldte “danske model”, hvor danske skattekroner betaler for våbenproduktion direkte i Ukraine. Opgjort pr. indbygger er Danmark blandt de lande i verden, der har givet allermest.

Alene i 2024 sendte Danmark knap 19 milliarder kroner afsted, i 2025 var det 16,5 milliarder, og i 2026 er der budgetteret med 9,4 milliarder, ifølge DR. Det er penge, som danskerne aldrig er blevet spurgt om.

Samtidig blev store bededag afskaffet – en helligdag, danskerne havde haft i over 300 år – med henvisning til, at der skulle findes penge til forsvaret. Det var danske lønmodtagere, der betalte, og de blev aldrig spurgt.

Ved valget den 24. marts 2026 fik Socialdemokratiet sit dårligste resultat siden 1903. Det er et signal, der burde få enhver statsminister til at kigge indad. I stedet bruger Mette Frederiksen sin energi på at irettesætte Norge og Finland for at tage telefonen, når Kreml ringer.

Danske vælgere har sendt et klart signal. Statsministeren svarer ved at kigge mod Kyiv.

Aggressiv fra første dag

Danmark har fra starten været blandt de mest aggressive lande i Europa, når det gælder om at få befolkningen til at vende sig mod Rusland. Mens andre lande holdt en dør på klem, gik den danske regering forrest med våbendonationer, krav om hårdere sanktioner og en retorik, hvor enhver tvivl blev fremstillet som naivitet eller illoyalitet. Det var Danmark, der sammen med Holland stod i spidsen for at sende F-16-fly, og det var den danske statsminister, der igen og igen opfordrede de andre europæiske lande til at give mere.

Allerede i januar 2023 rejste statsministeren, forsvarsministeren og udenrigsministeren sammen til frontbyen Mykolajiv for at møde præsident Zelenskyj. Billederne fra besøget gik verden rundt og blev brugt til at vise, hvor helhjertet Danmark stod bag Ukraine. Spørgsmålet er, om det var de danske vælgere, der havde givet mandat til, at landet skulle placere sig så langt fremme i en konflikt med en atommagt.

Er det Danmark – eller karrieren?

Man må spørge, hvad der driver statsministerens engagement. Er det udelukkende omsorg for Ukraine? Eller handler det også om at markere sig internationalt – på en scene, hvor en dansk statsminister får langt mere opmærksomhed, end hun nogensinde får herhjemme? Navnet Mette Frederiksen har gentagne gange været nævnt i spekulationer om tunge internationale poster. Når man har den slags ambitioner, er det fristende at være den, der råber højest i Bruxelles.

Timingen er påfaldende. Den 23. oktober blev Mette Frederiksen nævnt som mulig repræsentant for Europa i fredsforhandlinger med Rusland – sammen med blandt andre Finlands præsident Alexander Stubb. Få dage senere var det Stubb og Norges statsminister Støre, der tog telefonen og talte med Putin. Og så kom statsministerens udbrud. Er det bekymring for Europas sammenhold, der taler? Eller er det skuffelsen over, at andre kom først til forhandlingsbordet?

Familien tæt på krigen

Det bliver ikke mindre bemærkelsesværdigt, når man ser på statsministerens nærmeste familie.

Hendes mand, filminstruktør Bo Tengberg, arbejder gennem sit produktionsselskab Seabird Production på dokumentarfilmen The Conflict om krigen i Ukraine – med præsident Zelenskyj i en central rolle. Projektet har fået 190.000 kroner i udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Formanden for Transparency International Danmark, Jesper Olsen, har opfordret Tengberg til at trække sig, fordi filmen “kan opfattes som en propagandafilm for regeringens politik”, og fordi adgangen til Zelenskyj kommer af ægteskabet – ikke af hans arbejde som dokumentarist. Pia Kjærsgaard (DF) har kaldt det “direkte kammerateri og magtudnyttelse”.

“Kan opfattes som en propagandafilm for regeringens politik.”Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, til Ekko

Mette Frederiksen siger, at hun “selvsagt intet har at gøre med dokumentaren”, og at den danske Ukraine-støtte ikke påvirkes af hendes mands arbejde. Men når statsministerens mand laver film om den præsident, statsministeren har sendt over 76 milliarder kroner til, er det svært at se bort fra interessekonflikten.

Også hendes bror, Per Frederiksen, har en forbindelse til krigen. Han var i mange år servicechef i den militære afdeling hos den nordjyske maskinproducent Hydrema – den virksomhed, Mette Frederiksen besøgte under valgkampen i 2019, hvor broderen deltog. I september 2022 kunne TV2 Nord fortælle, at Hydrema skulle levere 15 minerydningsmaskiner til Ukraine, og ifølge Journalista kom ordren direkte fra Erhvervsministeriet – selvom regeringen tidligere havde meldt ud, at pengene til minerydning skulle fordeles gennem humanitære organisationer. Per Frederiksen havde forladt Hydrema i maj samme år, og Hydrema svarede ikke på, om politiske forbindelser spillede en rolle.

Der er ikke fremlagt beviser for, at statsministeren personligt har blandet sig i hverken filmstøtten eller ordren. Men en statsminister skal ikke alene være uden for mistanke – hun skal også se sådan ud. Når både ægtefælle og bror dukker op i historien om Danmarks Ukraine-politik, har vælgerne krav på fuld åbenhed.

Ingen kan vide, hvad der foregår i statsministerens hoved. Men vælgerne har krav på et svar på, hvorfor Danmark skal være mere hårdtslående end vores nordiske naboer – og hvorfor det er forkert at tale med modparten i en krig, som ingen kan vinde på slagmarken alene.

“What?”

Hvor lidt plads der er til andre synspunkter, så man allerede i foråret 2022. Under debatten i Folketingssalen den 8. april om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet blev Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard spurgt, om Rusland er en trussel mod Europa. “Generelt er svaret nej,” svarede han. Fra regeringsbænken lød et højlydt “What?” – og på videoen ses statsministeren fare op i stolen og tage brillerne af.

Søndergaard forklarede bagefter, at han henviste til Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af, at der ikke var en konkret trussel mod NATO-landene, og han beklagede senere, at udtalelsen kunne misforstås. Men statsministerens reaktion siger det hele: I Mette Frederiksens verden er der kun ét acceptabelt svar – og den, der tænker anderledes, bliver mødt med hån fra regeringsbænken.

Det ubehagelige spørgsmål om højreekstremisme

Der er også et emne, som den danske debat helst går uden om: højreekstremismen i Ukraine. Det er veldokumenteret, at Azov-bataljonen, der blev oprettet i 2014, havde rødder i nynazistiske og ultranationalistiske miljøer. Dens grundlægger, Andrij Biletskyj, kom fra den højreradikale bevægelse Patriot of Ukraine, og enheden brugte et symbol, der minder om den nazistiske Wolfsangel. Den amerikanske kongres forbød i flere år, at amerikansk militærhjælp gik til træning af Azov.

Azov er siden blevet indlemmet i Ukraines nationalgarde og hær, og enheden siger selv, at den har gjort op med fortiden. Det skal også siges klart: De højreradikale partier står svagt ved valgene i Ukraine – ved parlamentsvalget i 2019 fik de omkring to procent – og landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, er selv af jødisk afstamning.

Problemet stopper heller ikke ved Ukraines grænser. EU’s politisamarbejde Europol har i sine årlige terrorrapporter advaret om, at højreekstremister fra EU-lande er rejst til krigen for at kæmpe – og at mange allerede er vendt hjem. Europol peger på, at de kan vende tilbage med kamperfaring, viden om våben og krigstaktik og traumer, der gør dem sårbare. Det rejser et helt rimeligt spørgsmål: Hvordan sikrer danske myndigheder, at personer med forbindelse til ekstremistiske miljøer – uanset hvilken side de har kæmpet på – ikke får ophold i Danmark? Og hvor grundigt bliver de undersøgt, der kommer hertil fra krigszonen? De fleste ukrainere, der er flygtet til Danmark, er kvinder og børn. Men netop fordi Danmark har taget imod så mange, har danskerne krav på at vide, at kontrollen er i orden.

Men netop derfor er det rimeligt at kræve åbenhed. Når Danmark sender våben for milliarder, har danskerne ret til at vide, hvem der ender med at bruge dem – og hvilken kontrol der føres. Det spørgsmål har regeringen aldrig givet et fyldestgørende svar på.

Støtte uden kontrol er ikke solidaritet. Det er blind tillid – betalt af danske skatteydere.

Det, regeringen ikke taler om

Ukraine bliver i den danske debat fremstillet som et land, hvor alt er sort og hvidt. Men landet har alvorlige problemer, som danske politikere sjældent nævner, når de bevilger de næste milliarder. Nogle er veldokumenterede. Andre er påstande fra russisk side, som er afvist af internationale organisationer. Danskerne bør kende begge dele.

Narkoproduktion. Ukraine er blevet et centrum for produktion af syntetiske stoffer. I februar 2026 lukkede myndigheder i Ukraine, Polen og Moldova med støtte fra Europol 36 laboratorier til syntetisk narko og anholdt over 100 personer – 34 af laboratorierne lå i Ukraine. Allerede i 2024 afslørede ukrainsk politi et netværk med 17 narkolaboratorier og 15 lagre. Krigen og det svækkede statsapparat gør det lettere for de kriminelle netværk.

Menneskehandel. Omkring ni ud af ti af dem, der flygtede fra Ukraine i krigens første tid, var kvinder og børn – mange af børnene alene. FN’s flygtningeorganisation har kaldt det en beskyttelseskrise, og OSCE har advaret om, at de flygtende risikerer seksuel udnyttelse og tvangsarbejde undervejs og efter ankomsten. Ifølge OSCE steg søgninger på nettet efter sex med ukrainske kvinder med 200–600 procent i nogle lande. Ofrene er ukrainere – og bagmændene kriminelle netværk, også i Europa.

Biolaboratorierne. Rusland har siden marts 2022 hævdet, at der i amerikansk-støttede laboratorier i Ukraine blev arbejdet på biologiske våben, og tog sagen op i FN’s Sikkerhedsråd. Det er rigtigt, at USA via sit forsvarsministerium har finansieret laboratorier i Ukraine, og at WHO opfordrede Ukraine til at destruere farlige sygdomsfremkaldende stoffer i laboratorierne for at undgå udslip under krigen. FN’s nedrustningschef, Izumi Nakamitsu, erklærede dog i Sikkerhedsrådet, at FN ikke har kendskab til noget biovåbenprogram i Ukraine, og WHO har beskrevet dem som folkesundhedslaboratorier. Rusland har ikke fremlagt beviser, som er blevet bekræftet af uafhængige.

Organhandel. Organhandel er i forvejen et kendt problem i Ukraine. Allerede i 2009 blev fire kirurger og fire andre anholdt for en ordning, hvor fattige unge kvinder fik op til 10.000 dollar for at donere organer til velhavende udlændinge, ifølge Kyiv Post. I 2017 slog den ukrainske efterretningstjeneste SBU til mod et internationalt netværk i Kyiv, hvor donorer fik 13.000–15.000 dollar for en nyre, mens mellemmændene tog 80.000–100.000 dollar fra modtagerne. Ifølge myndighederne blev fire til fem ukrainere hver måned sendt ud af landet som donorer. Fattigdom gør folk sårbare – og krigen har gjort mange fattigere.

Russiske medier har gentagne gange påstået, at organer fra sårede eller faldne ukrainske soldater bliver solgt. Påstanden har cirkuleret siden 2014, men faktatjekkere og EU’s enhed mod desinformation har ikke fundet beviser, og læger påpeger, at organtransplantation ikke kan udføres under feltforhold.

Uanset hvor man står i krigen, burde en regering, der sender over 76 milliarder kroner afsted, kunne svare klart på, hvad den ved om forholdene i det land, pengene går til. Det har danskerne aldrig fået.

Tal med naboerne – og med danskerne

Finland, der har Europas længste grænse til Rusland, og Norge, der deler grænse med Rusland i nord, har valgt at holde en kanal åben. De kender prisen ved en krig, der trækker ud. At den danske statsminister så skælder ud på dem, siger mere om hende end om dem.

Og selv efter at Kreml har bekræftet samtalen, holder Mette Frederiksen ikke kæft. Over for TV 2 og DR kaldte hun tirsdag det norske og finske initiativ for et “egetinitiativ”, som hun er “meget skeptisk” over for, fordi det “ikke er koordineret med os andre”. Man skal “holde Europa sammen i stedet for at gå solo”, gentog hun – og advarede mod at “give Putin en mulighed”.

Budskabet er til at forstå: Forhandlinger skal ikke føres af dem, der rent faktisk tager telefonen. De skal føres af en samlet europæisk blok – de samme lande, der i årevis har stået skulder ved skulder mod Rusland. Men hvordan skal man nogensinde nå frem til fred, hvis kun dem, der er enige om at være imod modparten, må sidde ved bordet?

Aftenposten har ret. Det er på tide, at Mette Frederiksen taler lidt mindre til Europa – og lytter lidt mere til de danskere, der betaler regningen.

Kilder: Aftenposten, “Hold nu kæft, Mette!”, 27. oktober 2026. Presse-fotos.dk/Ritzau, “Kæmpe melding om krigen i Ukraine: Har talt med Putin”, 27. oktober 2026. TV 2, “Mette Frederiksen nævnes som mulig repræsentant for Europa i fredsforhandlinger”, 23. oktober 2026. Forsvarsministeriet, “Danmark lancerer ny militær donationspakke til Ukraine”, 30. juni 2026. DR, “Danmark skruer ned for støtten til Ukraine i 2026”, 4. december 2025. Ekko, “Statsministerens mand kritiseres for Ukraine-film”, 15. oktober 2025. Journalista, 13. september 2022, med henvisning til TV2 Nord. TV 2 og Ekstra Bladet om debatten i Folketingssalen 8. april 2022. Valgresultat: Folketingsvalget 24. marts 2026. OCCRP om narko-razziaer, februar 2026. UNHCR og OSCE om menneskehandel, 2022. Reuters/WHO og FN’s Sikkerhedsråd om biolaboratorier, marts 2022. Kyiv Post, 25. juni 2009, og UNIAN, 2017, om organhandelssager i Ukraine. EUvsDisinfo om påstande om organhandel. Europol, EU Terrorism Situation and Trend Report (TE-SAT) 2023 og 2025. Om Azov: offentligt tilgængelig forskning og nyhedsdækning, bl.a. om den amerikanske kongres’ begrænsninger på militærhjælp.