Medicinalindustriens magt

Novo Nordisk har rangeret tusindvis af danske læger efter, hvor meget de er værd for selskabet. Samtidig får tusindvis af patienter den forkerte diagnose, og tvangen i psykiatrien stiger år for år. Det er på tide at spørge: Har lægerne – og medicinalindustrien bag dem – fået for meget magt over danskernes liv?

Da du sidst sad over for din læge, troede du sikkert, at det kun var dig og lægen i rummet. Det var det måske ikke.

I sidste uge kunne fagmediet Ingeniøren fortælle, at Novo Nordisk har et internt kartotek med 46.843 navngivne danske sundhedspersoner. Knap 7.000 læger og sygeplejersker har fået en karakter fra A til D efter deres kommercielle værdi for selskabet inden for diabetes og fedme. Af listen fremgår det også, om den enkelte udskriver Novos produkter som Ozempic og Wegovy – fra “Non-user” over “Trialist” og “Regular User” til den øverste kategori: “Advocate”.

Oplysningerne kommer fra hackere, der brød ind i Novos systemer i sommer, og som har lækket materialet for at bevise, at de havde adgang. Novo vil ikke bekræfte materialet, fordi det stammer fra et ulovligt indbrud, men kalder det “almindelig branchepraksis i lægemiddelindustrien” at bruge databaser over sundhedspersoner. Stamdata som navn, speciale og arbejdssted køber Novo og andre selskaber af den amerikanske datavirksomhed IQVIA.

“Vi er jo ikke salgskanaler for medicinalindustrien.”Maria Krüger, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, til P1 Morgen. Hun står selv på listen i gruppe B.

Lægen som salgskanal

Reaktionerne fra lægerne selv er ikke til at tage fejl af. Lægeforeningens formand, Josephine Rathenborg, siger til DR, at der “ikke er givet samtykke fra de enkelte sundhedspersoner”, og at listen “kan skabe skår i tilliden mellem patient og læge”. Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg, advarer om, at den kan “så tvivl om den faglige integritet”.

Det er præcis dét, der er problemet. Når et medicinalselskab ved, hvilke læger der skriver flest recepter ud – og bruger den viden til at målrette sine sælgere – så er patienten ikke længere den eneste, lægen skal tage hensyn til. Man behøver ikke tro, at den enkelte læge er købt. Det er nok at vide, at systemet er bygget til at påvirke ham.

Og Novo er ikke uden forhistorie. I marts 2023 blev selskabet smidt ud af den britiske medicinalbranches forening ABPI i to år for alvorlige brud på branchens etiske regler i forbindelse med sponsorering af et kursus om vægttab for sundhedspersonale. Det var kun ottende gang på 40 år, at foreningen greb så hårdt ind. I USA betalte Novo i 2017 58,65 millioner dollar for at lukke en sag, hvor det amerikanske justitsministerium beskyldte selskabets sælgere for at have givet læger det indtryk, at en lovpligtig advarsel om risikoen for skjoldbruskkirtelkræft ved diabetesmidlet Victoza var ligegyldig. Novo afviste at have gjort noget forkert.

En branche med en lang straffeattest

Novo er langtfra det værste eksempel. Den britiske gigant GlaxoSmithKline erkendte sig i 2012 skyldig og betalte 3 milliarder dollar – den største sag om sundhedssvindel i USA’s historie – blandt andet for ulovlig markedsføring af antidepressiva og for ikke at have indberettet sikkerhedsdata om et diabetesmiddel til myndighederne. Rekorden før det tilhørte Pfizer, der i 2009 betalte 2,3 milliarder dollar for ulovlig markedsføring af smertestillende medicin.

Den danske læge og forsker Peter C. Gøtzsche, der i mange år stod i spidsen for Det Nordiske Cochrane Center, har gået så langt som at kalde sin bog om branchen Dødelig medicin og organiseret kriminalitet. Hans pointe er, at medicinalindustrien gang på gang har skjult skadevirkninger, pyntet på forsøgsresultater og betalt sig fra sagerne – og at bøderne er så små i forhold til indtjeningen, at de bliver en del af forretningen.

Når bøden er mindre end overskuddet, er bøden bare en udgift.

Tusindvis får den forkerte diagnose

Lægers magt hviler på en grundlæggende tillid: at diagnosen er rigtig. Men det er den langtfra altid.

Patienterstatningen og Dansk Selskab for Patientsikkerhed har gennemgået alle erstatningssager om fejl i diagnosen over ti år. Resultatet er rapporten Veje til bedre diagnoser, og tallene er barske:

Og det er kun toppen af isbjerget. Rapporten understreger selv, at der er et mørketal, fordi langt fra alle skader bliver anmeldt. Styrelsen for Patientsikkerhed har ovenikøbet oplyst til Folketinget, at den slet ikke kan opgøre, hvor mange fejldiagnoser der sker, fordi dens database ikke har en kategori for dem. Amerikanske undersøgelser, som rapporten henviser til, peger på, at omkring hver 20. voksne ambulante patient får en forsinket eller forkert diagnose.

Det mest foruroligende fund er måske dette: Forskerne fandt “overraskende mange og relativt alvorlige eksempler” på, at patienter er blevet behandlet – også opereret – for sygdomme, de ikke havde. Det er ikke bare overflødig behandling, skriver rapporten, men “decideret fejlbehandling ofte med alvorlig patientskade til følge”.

Inden for psykiatrien er billedet endnu mere uklart. Her findes ingen blodprøve eller røntgenbillede, der kan bekræfte en diagnose. Alligevel stiger antallet af diagnoser voldsomt. I de første 11 måneder af 2025 indløste omkring 157.000 danskere en recept på ADHD-medicin – op fra 133.000 året før, ifølge Sundhedsdatastyrelsen. En gennemgang i Ugeskrift for Læger peger på, at udviklingen blandt voksne ligger over, hvad man skulle forvente, og at det kan tyde på overdiagnosticering. Psykiater Julie Nordgaard og kolleger har gennemgået 292 forsøg med ADHD-medicin til voksne og fundet, at diagnosen i omkring to ud af tre forsøg tilsyneladende ikke var stillet af en psykiater eller psykolog.

Når medicinen gør dig mere syg

En forkert diagnose fører ofte til forkert medicin. Og al medicin har bivirkninger – det står sort på hvidt i indlægssedlerne. Antipsykotisk medicin kan give stor vægtøgning, sukkersyge og ufrivillige bevægelser. Antidepressiva kan give rastløshed, søvnproblemer og seksuelle problemer, og mange oplever svære symptomer, når de prøver at trappe ud. For den, der aldrig havde brug for medicinen, er det ren skade.

Peter C. Gøtzsche har anslået, at psykofarmaka hvert år koster knap 3.700 danskere over 65 år livet. Tallet er stærkt omdiskuteret, og mange psykiatere mener, at han overdriver og overser, hvor meget medicinen hjælper dem, der har brug for den. Men debatten viser, hvor lidt vi i grunden ved – og hvor lidt de selskaber, der tjener pengene, har interesse i at finde ud af det.

En patient, der bliver behandlet for en sygdom, han ikke har, bliver ikke raskere. Han bliver en kunde.

Diagnosen følger dig – også når du er rask

En diagnose er ikke bare et ord i journalen. Den kan følge et menneske i årevis og lukke døre, længe efter at sygdommen er væk.

Da VIVE (dengang KORA) spurgte 1.561 mennesker med psykiske lidelser, svarede 92 procent, at de inden for det seneste år havde oplevet negativ forskelsbehandling – og det var især i forbindelse med uddannelse og job. 85 procent havde skjult deres lidelse for andre. Et nyere studie fra Landsforeningen Autisme peger på, at kun omkring 30 procent af voksne med en autismediagnose er i job. TV 2 Kosmopol har fortalt historien om en uddannet læge med Aspergers, der fik afslag på alle 45 stillinger, han søgte på et år.

Arbejdsgivere må efter loven kun spørge til helbredsforhold, der har betydning for jobbet. Men i praksis står mange med et valg mellem at fortælle om en gammel diagnose og risikere afslag – eller at tie og risikere at blive beskyldt for at have skjult noget. Når diagnosen så viser sig at være stillet på et tyndt grundlag, er skaden sket. Det er lægen, der skriver diagnosen. Men det er patienten, der bærer den resten af livet.

Piller fra dag ét

Hovedreglen i dansk sundhedsvæsen er klar: Ifølge sundhedslovens § 15 må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Det gælder også i psykiatrien. Tvangsmedicinering er kun lovlig, hvis en overlæge træffer en formel afgørelse efter psykiatrilovens § 12 – og kun over for patienter, der opfylder betingelserne for at blive tvangstilbageholdt. Patienten skal have en passende betænkningstid på op til tre døgn, og ifølge Det Psykiatriske Ankenævns praksis skal personalet gøre vedvarende forsøg på at motivere til frivillig behandling. Tvang må aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje, står der i lovens formålsparagraf.

Alligevel fortæller patienter og pårørende igen og igen om det samme: Ved indlæggelsen bliver der næsten med det samme lagt piller på bordet. Man bliver “anbefalet” at tage dem – med en klar fornemmelse af, at et nej får konsekvenser for, hvor længe man skal blive, om man må gå en tur, eller om tvangen venter forude. Et samtykke givet under det pres er ikke et frit samtykke. Og fordi det på papiret er frivilligt, bliver det aldrig registreret som tvang og kan ikke indklages.

Allerede i 2014 beskrev et studie i Ugeskrift for Læger, at såkaldt “uformel tvang” – pres og begrænsninger uden hjemmel i loven – forekommer på de psykiatriske afdelinger. Ingen ved, hvor udbredt det er, for ingen tæller det.

Tvangen stiger – og hver femte klage får medhold

Den tvang, der rent faktisk bliver registreret, går den forkerte vej. Ifølge tal fra Sundhedsdatabanken blev der i 2025 brugt tvang 33.010 gange i psykiatrien, mod 21.765 gange i 2004. Akut beroligende medicin givet med magt er steget fra 4.075 til 10.030 gange. Antallet af tvangsindlæggelser er næsten tredoblet. Blandt børn og unge steg tvangsindlæggelserne med 49 procent alene fra 2024 til 2025. Og 140 mennesker fik sidste år elektrochok mod deres vilje.

Institut for Menneskerettigheder udgav i 2025 rapporten Unødvendig tvang i psykiatrien. Her fremgår det, at Dansk Psykiatrisk Selskab – psykiaternes eget fagselskab – ved flere lejligheder har vurderet, at størstedelen af tvangen kunne undgås. Det er ikke kritikerne, der siger det. Det er psykiaterne selv.

Næsten hver femte klage over tvang ender altså med, at nævnet slår fast, at loven er brudt. Og det er kun de sager, hvor patienten havde kræfterne til at klage. Instituttet påpeger selv, at man må forvente “et betydeligt mørketal”. Alligevel får den, der har været udsat for ulovlig tvang, ingen godtgørelse fra nævnet, og der er ingen konsekvenser for afdelingen. Instituttet anbefaler, at det laves om.

Kritikken er ikke ny. Europarådets torturkomité har kritiseret Danmark for brugen af tvangsfiksering efter besøg i 2002, 2008, 2014, 2019 og 2024. FN’s handicapkomité, torturkomité og menneskerettighedskomité har udtrykt samme bekymring. Rigsrevisionen kaldte i 2021 ministeriets og regionernes indsats for at nedbringe tvang for “utilfredsstillende”. Og alligevel stiger tallene.

Når psykiaternes eget selskab siger, at det meste af tvangen kunne undgås, er det ikke patienterne, der har et problem med virkeligheden.

Hvem kontrollerer magten?

Ingen ønsker et samfund uden læger. De fleste læger og sygeplejersker gør hver dag et stort stykke arbejde under et enormt pres, og mange redder liv. Men netop fordi lægen har så meget magt over vores liv – over vores krop, vores job, vores frihed – skal den magt kontrolleres langt bedre, end den bliver i dag.

Det betyder, at medicinalselskaber ikke må kortlægge og rangere læger efter deres receptvaner uden deres samtykke. At patienter skal have ret til en ny vurdering, før en psykiatrisk diagnose bliver hængende i journalen for livet. At “frivillig” medicin i psykiatrien skal være reelt frivillig – og at presset samtykke skal kunne indklages. Og at et menneske, der er blevet udsat for ulovlig tvang, skal have en undskyldning og en erstatning – ikke bare et stykke papir.

Ni ud af ti vaccineskadede får et nej

Under coronapandemien blev danskerne opfordret – og mange følte sig presset – til at lade sig vaccinere. Men når skaden er sket, står man stort set alene. Ifølge Patienterstatningens egen opgørelse, opdateret den 28. oktober 2026, har myndigheden modtaget 3.561 ansøgninger om erstatning efter covid-19-vacciner.

Hvorfor får så mange et nej? Det skyldes reglerne. For at få erstatning skal der ifølge Patienterstatningen være årsagssammenhæng mellem vaccinen og skaden, og skaden skal være “sjælden og alvorlig” og gå ud over, “hvad man med rimelighed bør acceptere”. I praksis betyder det, at skaden skal være en bivirkning, som videnskaben allerede har dokumenteret – som hjertebetændelse, ansigtslammelse eller blodpropper efter AstraZeneca. Den, der får symptomer, som forskningen endnu ikke har kortlagt, får afslag. Og listen kan også blive kortere: Patienterstatningen oplyser, at der efter nye afgørelser fra Ankenævnet ikke længere gives erstatning for betændelse i skjoldbruskkirtlen og for Guillain-Barré-syndrom efter Pfizer-vaccinen.

Det rammer især den store gruppe, der efter vaccinationen har fået vedvarende træthed, hukommelsesbesvær, hovedpine, svimmelhed, føleforstyrrelser og rystelser. Regeringen skrev i november 2025 i et svar til Nordisk Råd, at disse symptomer “ligner på en række områder” senfølger efter covid og funktionelle lidelser – og at patienterne kan blive behandlet for en funktionel lidelse. Professor Christine Stabell Benn har påpeget, at disse patienter bliver sendt rundt til forskellige afdelinger og registreret forskelligt, så de ikke dukker op, når forskerne leder efter mønstre i registrene – og dermed findes der “ingen evidens”. Hun mener, at “tvivlen skal komme patienterne til gode”.

I Norge gør man det modsat. Her er der objektivt ansvar for vaccineskader, og ved anbefalede vaccinationer er bevisbyrden vendt om, så det ikke er patienten alene, der skal bevise sammenhængen. Når staten anbefaler en vaccine, bør staten også tage ansvaret, hvis det går galt.

Først blev danskerne bedt om at stole på systemet. Bagefter blev de bedt om at bevise, at systemet tog fejl.

VAIDS – diagnosen, der ikke findes

Når det offentlige ikke har en diagnose til de vaccineskadede, opstår der et tomrum. Det bliver udfyldt af andre.

Et af de begreber, der er dukket op, er “VAIDS” – kort for vaccine-acquired immune deficiency syndrome eller vaccineerhvervet immundefekt. Betegnelsen er ikke en godkendt diagnose. Den findes ikke i WHO’s internationale sygdomsklassifikation, den bruges ikke i det danske offentlige sundhedsvæsen, og de amerikanske sundhedsmyndigheder har oplyst, at det ikke er en kendt sygdom. Alligevel bliver betegnelsen brugt uden for det offentlige system, også af private læger og behandlere over for patienter, der ikke har fået svar andre steder.

Det er et problem for begge sider. Patienten får et navn på sine symptomer, men en diagnose, som ingen offentlig myndighed anerkender, giver ingen ret til behandling på sygehuset og ingen chance hos Patienterstatningen. Og samtidig bliver den forskning, der rent faktisk foregår, overdøvet. Forskere ved det amerikanske Yale-universitet undersøger således et såkaldt post-vaccinationssyndrom med kronisk træthed, søvnløshed og svimmelhed. Det er sjældent, og man forstår endnu ikke, hvad der forårsager det – men det er netop dét, patienterne har krav på at få undersøgt. At folk må gå til private for at få et navn på deres lidelse, siger mere om det offentlige sundhedsvæsen end om patienterne.

Nu skal domstolene tage stilling

Spørgsmålet om, hvem der står til ansvar, når sundhedsmyndigheder, politikere og medicinalindustri tager fejl, er ikke længere kun et debatemne. Det er havnet i retssalen – både i Europa og i USA.

Holland: Bill Gates og staten i retten. Den 22. oktober i år var syv hollændere, der mener, at de er blevet skadet af coronavaccinen, i retten i Leeuwarden i det nordlige Holland. De har sagsøgt blandt andre Microsoft-stifteren Bill Gates, Pfizers topchef Albert Bourla, den tidligere premierminister Mark Rutte, den tidligere sundhedsminister Hugo de Jonge og den hollandske stat. Sagsøgerne mener, at de blev vildledt om vaccinernes sikkerhed og kræver erstatning.

Allerede i oktober 2024 afviste retten Bill Gates’ krav om, at en hollandsk domstol slet ikke kunne behandle en sag mod ham som amerikansk statsborger. Gates mødte ikke selv op til retsmødet. Sagsøgernes advokat, Peter Stassen, går meget langt i sine anklager og har blandt andet kaldt vaccinerne et biologisk våben. De anklager er ikke bevist, og de sagsøgte afviser dem. Deres advokater fastholder, at vaccinerne var sikre og effektive, og at de blev godkendt af myndighederne efter gældende regler. Men at vaccinerne var “sikre”, holder ikke helt. Skaderne er dokumenteret – også af myndighederne selv. Alene i Danmark har Patienterstatningen anerkendt 375 sager om skader efter covid-19-vacciner, blandt andet hjertebetændelse, ansigtslammelse, betændelse i rygmarven og alvorlige blodpropper. AstraZenecas vaccine blev ligefrem taget ud af det danske vaccinationsprogram i april 2021 på grund af sjældne, men alvorlige blodpropper. Om de sagsøgte har vildledt befolkningen, er det op til retten at afgøre. Men at vaccinerne kunne skade, er ikke en påstand. Det er en kendsgerning. Retten har oplyst, at den kun vil tage stilling til selve vaccinationerne – ikke til nedlukningerne og den øvrige coronapolitik. Der ventes tidligst en afgørelse i december, men den kan trække ud til begyndelsen af 2027.

Uanset udfaldet er det bemærkelsesværdigt, at en af verdens rigeste mænd, en af verdens største medicinalchefer og en tidligere regeringschef – i dag NATO’s generalsekretær – skal forklare sig for en europæisk domstol om vaccineskader.

USA: Anthony Fauci. I USA har sagen om Anthony Fauci, der som direktør for det amerikanske institut for infektionssygdomme var ansigtet på landets coronapolitik, taget en dramatisk drejning. På sin sidste dag i embedet, den 19. januar 2025, gav præsident Joe Biden Fauci en fuld og betingelsesløs benådning på forhånd for enhver forbrydelse, han måtte have begået i perioden fra 2014 til 2025. At en præsident benåder en embedsmand, der aldrig er blevet anklaget for noget, har fået mange til at spørge, hvad det egentlig var, man frygtede ville komme frem.

I juli i år blev Fauci indkaldt til en høring i det amerikanske senats udvalg for indenrigssikkerhed, efter at udvalgets formand, senator Rand Paul, havde fået fat i over 1.000 sider af hans personlige notater fra pandemien. Fauci påberåbte sig retten til ikke at inkriminere sig selv – ifølge en advokat over 100 gange.

Den 6. august stemte udvalget med 8 mod 5 stemmer for at erklære ham i foragt for Kongressen for ikke at efterleve en stævning – en lovovertrædelse, der kan straffes med op til et års fængsel. Samtidig har justitsministeren i Florida indledt en efterforskning af Fauci, og Alabama og Louisiana har sluttet sig til. En føderal benådning dækker nemlig ikke forbrydelser efter delstaternes love.

Hvis der intet var at skjule, hvorfor så en benådning – før nogen overhovedet var anklaget?

De to sager er meget forskellige, og ingen af dem er afgjort. Men de rejser det samme spørgsmål, som denne artikel handler om: Hvem står til ansvar, når de mennesker, der skulle beskytte vores sundhed, tager fejl – eller handler i andres interesse end vores? I Danmark er det samme spørgsmål aldrig for alvor blevet stillet.

Novo rangerer læger efter deres værdi for selskabet. Og ifølge Novo selv er det ikke noget særligt: Det er “almindelig branchepraksis i lægemiddelindustrien” at have databaser over sundhedspersoner, og Novo køber sine oplysninger om lægerne hos den samme amerikanske datavirksomhed, IQVIA, som andre selskaber gør. Hvis det passer, er det ikke kun Novo, der holder øje med din læge. Så er det hele branchen. Det er kun Novos liste, vi har set – fordi hackere lækkede den.

Men hvem rangerer lægerne efter deres værdi for patienterne?