Alternativet, de største bedragere i dansk politik

De lovede et opgør med magten. De endte som dens trofaste støtteben. Historien om et parti, der fiskede stemmer i ét hav – og afleverede fangsten i et helt andet.

Der er partier, man er uenig med. Og så er der partier, der får vælgerne til at tro, at de står for ét – for derefter at gøre noget helt andet. Alternativet hører til den sidste kategori. Partiet er i dag støtteparti for en regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen i spidsen. Det er det samme parti, der for ikke så længe siden præsenterede sig som det skarpeste opgør med netop den magt.

Fra rigsret til rygdækning

Ved folketingsvalget i 2022 var Alternativet blandt de partier, der krævede, at statsministerens ansvar i minksagen skulle undersøges – med en uvildig advokatvurdering som første skridt på vejen mod en mulig rigsret. Franciska Rosenkilde lod vælgerne forstå, at der skulle stå ansvar til regnskab for en af de mest alvorlige sager i nyere dansk forvaltningshistorie: aflivningen af et helt erhverv uden lovhjemmel.

I dag sikrer det samme parti flertallet bag den samme statsminister. Man kan ikke på én gang mene, at en regeringsleder måske bør stilles for en rigsret, og så gøre hende til sin regeringspartner. Enten var kravet ikke alvorligt ment – eller også er det blevet byttet væk for indflydelse.

Man kan ikke kræve en statsminister draget til ansvar om mandagen og gøre hende til sin partner om tirsdagen.

Stemmer fra ét hold – leveret til det andet

Alternativet har i årevis gjort sig til et samlingssted for de systemkritiske: folk, der er skeptiske over for tvang i sundhedspolitikken, folk der er imod dansk deltagelse i krig og våbenoprustning, og folk der er dybt bekymrede for, at staten pålægger landmænd at fodre køer med tilsætningsstoffet Bovaer.

Men hvor ender de stemmer? Hos en regering, der i alle de spørgsmål står for det modsatte. Det er den egentlige bedragelse: Vælgere, der ville sende en protest, har i stedet været med til at forlænge livet for det system, de protesterede imod.

Torsten Gejl og forretningen med læringsbeviser

Torsten Gejl har siddet i Folketinget for Alternativet siden 2015 og er i dag partiets social- og handicapordfører. Før han blev valgt, var han i ti år leder af OCN Danmark – Open College Network – et oprindeligt britisk system til at udstede “læringsbeviser” og dokumentation for uformel læring.

OCN sælges til kommuner, STU-tilbud og jobcentre som et dokumentations- og kursusprodukt. Kommunerne betaler for licenser, kurser og beviser, og pengene kommer fra de offentlige budgetter på netop handicap- og beskæftigelsesområdet. Det er skattekroner, der skulle være gået til borgerne.

Samtidig har Gejl i årevis været ordfører på det felt, der køber ydelsen. Det rejser to helt rimelige spørgsmål: Hvor stor er den reelle værdi for de unge og de handicappede, der får et bevis på papir for noget, de i forvejen kan? Og hvorfor har en folketingspolitiker et så tæt forhold til en forretning, der lever af kommunale midler på hans eget ordførerområde?

Når ordføreren på et område har en fortid i den forretning, der sælger til området, er det ikke en privatsag. Det er en sag for vælgerne.

Var timingen virkelig en tilfældighed?

Kort før valget blev udskrevet, trådte Henrik Vindfeldt – medstifter af Veganerpartiet, som via Grøn Alliance er blevet til Alternativet – frem med hastige skridt og en retorik, hvor danske svineproducenter blev malet op som rige svinebaroner og lobbyister. Vindfeldt er i forvejen kendt for at have trængt ind på griseproducenters ejendomme for at filme og har betalt erstatning til en producent i et forlig.

Man må spørge: Var det ren tilfældighed, at angrebet kom netop dér, hvor Alternativet havde gjort svinene til et ultimativt krav for at støtte en regering? Eller var det et kalkuleret forsøg på at sætte dagsordenen – og stemple en hel erhvervsgruppe – lige inden vælgerne skulle til stemmeurnerne?

Hvem ender med at eje den danske jord?

Bag debatten om klima og kvælstof gemmer sig et spørgsmål, der sjældent stilles højt: Hvem ejer jorden, når de små og mellemstore landbrug ikke længere kan følge med? I USA er Bill Gates i dag den største private ejer af landbrugsjord. Det er ikke en konspirationsteori – det er et ejendomsregister.

Herhjemme risikerer de skrappe kvælstofkrav og omlægningen af landbruget at presse mange familiebrug ud over kanten. Når en gård går konkurs, forsvinder jorden ikke. Den bliver købt – af dem med de dybeste lommer, af fonde og af kapital, der hverken bor på egnen eller har jord under neglene. Og når produktionen først er samlet på få hænder, er det også få hænder, der bestemmer, hvad der kommer i foderet og på tallerkenen.

Bovaer er et godt eksempel. Tilsætningsstoffet blev gjort obligatorisk for mange danske malkekvægsbesætninger, og en række landmænd har siden meldt om syge og mistrivende køer. Myndighederne fastholder, at stoffet er godkendt og sikkert. Men når de, der står i stalden hver dag, slår alarm, burde et parti, der kalder sig alternativt, være de første til at lytte – ikke de første til at kræve mere af samme medicin.

Josephine Focks afgang – kaos eller kursskifte?

I februar 2020 overtog Josephine Fock posten som politisk leder efter stifteren Uffe Elbæk. Allerede fra første dag var der uro. Folketingsgruppen havde ønsket en anden leder, og kort efter forlod flere af partiets folketingsmedlemmer Alternativet. Fock blev mødt med anklager fra tidligere medarbejdere, som hun selv afviste, og i november 2020 gik hun af med øjeblikkelig virkning. Hendes forklaring var, at opgaven med at samle partiet havde været for svær.

Det er den officielle historie. Men det er værd at se på, hvad der skete bagefter. Efter Fock fik partiet en ny ledelse under Franciska Rosenkilde, og i dag er Alternativet ikke længere et parti, der står uden for blokkene og udfordrer magten. Det er et støtteparti, der sikrer flertallet for en rød regering.

Var Focks dramatiske afgang blot resultatet af et parti i krise? Eller var det i virkeligheden et magtskifte, der banede vejen for, at Alternativets stemmer kunne bruges til at sikre en rød regering? Vælgerne har aldrig fået et klart svar på, hvem der trak i trådene i de måneder, og hvorfor partiet endte et helt andet sted, end mange af dets vælgere troede.

Et alternativ – til hvad?

Alternativet blev stiftet som et opgør med den gamle politik. I dag er partiet blevet det, det lovede at bekæmpe: et støtteparti, der sikrer magten for et etableret flertal, mens vælgerne, der troede på noget andet, står tilbage med regningen.